Begyndelsen

Av Stig Boye Petersen

En væren. En evig væren. Et punkt uden udstrækning, inde holdt i sig selv – uudholdelig kedeligt. Nysgerrighed. Hvad er jeg? Jeg er den, der er. Hvad er det så? En idé, en tanke. Et lys. Jeg er et lys.

Men jeg ser intet, véd intet. Altså må jeg gøre noget ved det. Jeg rører på mig. En impuls farer ud fra mig. Ud vil sige bort fra mig, i alle retninger. Og dog er det mig selv, jeg producerer ud fra mig selv. Jeg rørte på mig, og se – jeg er altomfattende. Jeg har skabt noget, jeg har skabt rummet, æteren.

Denne æter er noget og alligevel intet. Det har ingen karakter, ingen egenskaber, ingen substans. Jeg må splitte det op, isolere det. Altså skaber jeg lys, men har dermed også skabt mørke - fravær af lys.

Men det er stadigvæk ikke nok. Det er ensartet, en homogen masse, der det ene øjeblik er lys, det næste mørke. Det er åbenbart ikke tilstrækkeligt at skabe dualitet. Jeg er nødt til at isolere denne æter. Altså må jeg opfinde tiden, skabe tiden, sådan at mine projektioner, mit lys, splittes op i enkelte lysglimt.

Det var meget bedre. Ét glimt, og æteren er lys; et fravær af glimt, og æteren er mørk, men stadig homogen.

Jeg får en ny idé. Jeg splitter mig selv op. I en mandlig og en kvindelig dual. To principper, der gensidigt tiltrækker hinanden, fordi de tilsammen supplerer hinanden, gendanner mig til den fuldkomne, helheden, igen. Men de kan kun tiltrække hinanden, hvis de er adskilt.

Nu har jeg to principper: Lys og mørke, feminin og maskulin. Disse bruger jeg til at danne et energikors, hvormed jeg kan binde æteren i adskilte bestanddele. Og straks er der områder af mit vibrationsunivers, der er lyse, og andre, der er mørke. Hov, jeg har allerede skabt udstrækning og tid og dermed et univers.

Nu behøver jeg ikke at foretage mig mere, men kan nøjes med at se til, selv om det er mig selv, der leger. Mine vibrationer tiltrækker eller frastøder hinanden, finder sammen to og to eller i større klumper, vibrerer i stadig nye mønstre, der vekselvirker med hinanden.

Det er dog ikke nok for mig. Jeg vil skabe en større mangfoldighed og sænker frekvensen på mine vibrationer. Nu finder frekvenserne sammen og forbliver sammenknyttet i mønstre længere tid ad gangen.

Og en ny tanke falder mig ind: Alle mine vibrationer skal lære, og jeg vil selv studere dem og blive klogere. Derfor udruster jeg dem med et sind og en notesblok, en sjæl. De får lov til at virke og gøre erfaringer og skrive dem ned, og jeg kan hele tiden kigge dem i kortene.

Det nødvendiggør, at jeg er til stede i hver eneste svingningskreds, som jeg nu kalder atomer på dette lave vi brationsniveau, og jeg giver derfor hver enkelt svingningskreds en dråbe af mit evige jeg, min ånd. Og dog er jeg stadig hel og udelt.

Det er naturligvis begrænset, hvor meget hver enkelt af mine manifestationer kan fatte, hvis de skal kunne overskue deres egen illusoriske virkelighed, og jeg beskytter derfor mine manifestationer med andre bølgemønstre. Det inderste kalder jeg krop; det næste er en sort kåbe, der beskytter kroppen og det dertil knyttede sind eller sjælen mod mit uendelige hav af viden, der ellers ville få dem til at gå fuldstændig agurk. Tredje lag er auraen, der beskytter de enkelte indre celler mod andre af mine nu særdeles varierende ud strålinger. I alt udstyrer jeg mine manifestationer med foreløbig fem ”legemer”, det ene finere, mere æterisk end det an det.

Nu mangler jeg blot at indgyde mine manifestationer liv. Jeg snor min lysenergi i spiraler, den ene uden på den anden, vinkelret på hinanden, og fylder mit ganske univers op dermed. Det er selve min essens, livskraften, der nu opfylder mellemrummet mellem mine atomers byggesten og de deraf sammensatte manifestationer.

Tyst og usynligt gennemtrænger jeg således alt det skabte, giver det evig væren, evig beståen. Jeg undersøger det skabtes erfaringer, gemmer det i mit evige nu; men er én af mine manifestationer i harmoni med mig, kan den få adgang til mit arkiv. Og en englefødsel er i sin vorden.

Mine børn! I evigheder har jeg ventet på jer – set med jeres øjne – men en dag kan jeg favne en ny engel.